Derfor skriver jeg

Jeg skriver, fordi det er vigtigt for mig at sætte ord på livet. Lytte indad og give sjæl og hjerte taletid og blive klogere på mig selv. Når jeg sætter mig i stilhed og lytter, bliver jeg mere nærværende, mere tilstede i mit eget liv og jeg mærker den energi og kraft der er i nuet. Gamle historier forløses. Kreativitet, glæde og handlekraft vokser. 

Mine skrivestunder er berigende, forløsende og magiske. Ordene kan være få eller mange. Hverdagsagtige eller eventyrlige. Fortællingerne er fra mig til mig, men jeg deler nogle af dem her på bloggen i håbet om at inspirere dig til at begynde at skrive, hvis du mærker det føles rigtigt. Læs evt. mere under menupunktet Vejen Hjem.

Nedenstående skrev jeg i april, hvor jeg deltog i Forårscirklen, et online skriveforløb ved  skrivecoach Lene Frandsen
Jeg kan på det varmeste anbefale dig at deltage i et skriveforløb ved Lene! 

En gammel historie

Min smukke, gamle notesbog ligger foran mig. Jeg aer det slidte læderomslag. Trækker bogen til mig, mærker dens tyngde, slår op i den og lader næsen fange duften af gulnet papir. Sådan sidder jeg længe, som jeg så ofte har gjort gennem årene. Denne bog er særlig. På sin helt egen måde den vigtigste bog, jeg har.

Der står ikke et eneste ord i bogen. Ikke et eneste ord!

Jeg købte bogen for mange, mange år siden. Egentlig var den alt for dyr. Alligevel købte jeg den. Forelsket i det lækre omslag, den vidunderlige papirkvalitet og tanken om at fylde bogen med alt det, der lå og gemte sig inde i mig. Alt det, jeg var og alt det, mit hjerte bankede for. Alt det, jeg drømte om; alle de løfter, jeg gav mig selv. Bogen skulle være mit livsvidne; min ven på vejen. Et mødested for hjerte og sjæl, et fristed, hvor tanker om økonomi, travlhed, støj og forpligtelser, ikke var inviteret med ind.

Sådan gik det ikke. Aften efter aften satte jeg mig med bogen, fandt min bedste pen frem og lyttede til de skønne sjælesange, der tonede frem i stilheden. Og aften efter aften afbrød jeg tonerne før de nåede papiret. Der var andre ting at gøre end at sidde der og give mig selv ordet. Andet at bruge tiden på end ord, der hverken bidrog til fællesskabet eller til dagens mange gøremål. Nej, bogen kunne vente. Jeg kunne vente. I morgen måske…… Dagene gik uden jeg fandt mig selv vigtig nok til bogen. Drømmene og løfterne gik i glemmebogen. Dage blev til år.

Nu sidder jeg igen med bogen i hænderne. Det er nat. Familien er for længst gået i seng. Jeg har lavet et glas ribssaft og da jeg tager en slurk, blander duften af mormor sig med duften af ribs og gulnede ark. Min mormor elskede ribs. Jeg plukkede kilovis af de fine, røde bær i haven og tog en pose med næsten hver gang, jeg besøgte hende på plejehjemmet. Friske eller frosne; hun elskede ribs!

Mormor! Elskede mormor, siger jeg højt, men alligevel stille ud i den tomme stue. Er du her? Nogle gange er hun helt stille og usynlig og kun hendes duft eller en let, kærlig hånd i min, vidner om hendes besøg. Andre gange kommer hun for at snakke. Nogle gange vækker hun mig, når jeg sover. Andre gange indhenter hun mig, når jeg går tur. Her i nat har hun sendt sin duft i forvejen; der går lidt tid før jeg hører hendes stemme.

Du sidder med bogen igen, siger mormor. Er du klar til at slippe den historie, de blanke sider fortæller? Du behøver blot sige ja til dig selv. Ja til tiden og livet, der ligger foran dig?

Det var alt. Så var hun væk igen.

Jeg lader en hånd glide hen over det slidte læderomslag.

Der står ikke et eneste ord i bogen. Og derfor, helt uden ord, fortæller den en historie. Om mig. Om tiden, jeg ikke tog til mig selv. Om årene, der gik. Løfterne, der blev brudt. Drømmene, jeg ikke turde drømme til ende. Om
ja´er til andre og nej´er til mig selv.

Jeg tror, jeg lader bogen være blank. Som et symbol på en tid, der var engang. Et afsluttet kapitel. En gammel historie, jeg nu holder op med at fortælle mig selv. For i dag starter en ny.

Den handler om en kvinde, der ikke længere venter på sig selv.

Lea, april 2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *